Cecilias fornemmelse for friblødning

MALER-DEBUT. Den 20-årige kunstner Cecilia Fiona Strandbygaard debuterer for tiden i Galleri Bomhuset med krasse malerier af kønsdele, blod og fiskehoveder.

Af Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

AMAGERBRO: Cecilia Fiona Strandbygaard blev født med en pensel i hånden. Eller sådan føler hun det i hvert fald. Hun har altid tegnet og malet på livet løs, og efter seks år som børnebogsillustrator springer hun nu – et år efter at hun blev student – ud som kunstmaler med sin debut-udstilling i Galleri Bomhuset på Amagerbrogade 16A.

»Døden, kvinder, kønsorganer, menstruation, mænd, sex, forhold, dem vi kigger på og dem vi ikke kan lide, rigtigt og forkert, absurde størrelsesforhold, tid, fremtid, fortid, fisk, fugle-mennesker og fastlåste muligheder.«

Sådan beskriver Cecilia de emner, der optager hende, på sin blog.

Og et tilbagevendende indslag i hendes værker er da også nøgne, offentligt menstruerende kvinder. Og fiskeansigter.

»Det er ret vildt, at hele Amager får mine billeder at se, efter at jeg er gået rundt med dem helt privat derhjemme,« fortæller 20-årige Cecilia, som kommer fra Lejre – men søger med lys og lygte efter en lejlighed i København, og gerne på Amager, hvor flere af hendes familiemedlemmer bor.

Filosofiske provokationer

»Jeg har altid haft behov for at udtrykke mig gennem mine hænder, og når jeg maler, så træder jeg ind i en helt anden verden. Det bliver meget filosofiske temaer, men der skal altid være en historie, som kan udfordre den gængse opfattelse af virkeligheden – prøve at se tingene på en anden måde: Køn, mennesket, magtstrukturer. Alle de her normer, som svøber hele vores verden ind.

Foto: Michael Paldan.

Det er da voldsomt, og da galleriet prøvede at få nogle af mine billeder ud i et konsulentfirma i Hellerup eller Gentofte, så kunne de ikke klare det,« fniser kunstneren.

»Altså, det er jo ikke fordi jeg sætter mig ned og tænker, at nu skal jeg lave noget mega-provokerende med nøgne damer, død og tissekoner. Det kommer bare, når jeg laver mad eller vasker tøj. Og så finder jeg ud af, hvad det handler om, bagefter. Nu for eksempel det her med fire personer på en bænk, hvor de tre alle sammen kigger i retning af den her, som er halvt fisk, halvt dame. Hvilket jo er lidt sjovt, for der sidder også to nøgne damer på den her offentlige bænk, den ene sidder oven i købet og bløder, altså menstruerer. Det er nok bare sådan, at der altid er nogen, der er lidt mere mærkelige og skiller sig lidt mere ud fra normen. Selv hvis man sidder på en bænk nøgen og fribløder, så kigger man alligevel på dem, der er lidt mere på kanten af samfundet…«

Magt og feminisme

Menstruationstemaet er ikke noget, Cecilia er gået bevidst efter, men hun har nok været påvirket af den diskussion om friblødning, som startede i feministiske debatfora, da der blev udgivet en bog om emnet, fortæller hun, mens hun viser et værk, hvor en kvinde hygger med fjernbetjeningen og bløder på sofaen, mens en mand sidder noget beklemt med sin kaffekop i skødet:

Foto: Michael Paldan.

»Det er lidt sjovt, for det er det, der er ved mine billeder. De viser ikke bare en sandhed: At kvinder skal bare have lov til at sprede benene og bløde, hvor de vil. Altså, hun sidder der og er meget fri, mens han sidder der og har det ikke helt fedt ved situationen. Og det er da egentlig også synd for ham, synes jeg, at hun skal have al magten. Det går jo heller ikke, at magtbalancen vipper totalt over til den anden side. Hvad har vi egentlig ret til overfor hinanden?

Men jeg synes da, det var en spændende diskussion om friblødning – og der kommer rigtigt mange spørgsmål og kommentarer til dé billeder. Men at det kan provokerer så meget, det giver mig også lyst til at fortsætte. For blod og den nøgne krop er jo noget meget naturligt, som er blevet mystificeret. Men der er jo ikke noget galt med det…

I den her ligestillingsdebat med feminisme og så videre, så spiller magt jo en kæmpestor rolle. Jeg tror generelt, at mennesker er ret magtsyge. Og når folk får magt, så vil de gerne beholde den. Men hvordan rammer vi så balancen? Der er ikke noget endegyldigt svar. Hvis du spurgte, om jeg er feminist, så ville jeg sige ja, men med det samme ville jeg også blive sat ind i en eller anden kasse,« funderer Cecilia Fiona.

Store drømme

Nu håber Cecilia, at en masse mennesker kommer forbi Bomhuset og kigger. Og hvem ved, om en konsulent fra Amager vil give friblødningen en plads på stuevæggen. Hun fortsætter i hvert fald med penslen og kunstnerdrømmene:

»Det ville jo være løgn, hvis man ikke sagde, at man håber på at blive den nye store… Ja, Picasso. Jeg håber på at nå ud til så mange mennesker som overhovedet muligt. At røre dem og få dem til at føle det, jeg selv føler. Men det er helt klart et sats. Det tog nogle år, før jeg turde sige det til mig selv. Man må lige stå fast, når man fortæller folk, at man vil gå den kunstneriske vej.

- læs flere artikler > artikel oversigt...