DFs spydspids i Tårnby: »Skoleelevernes timetal skal markant ned«

OUTSIDEREN. Dansk Folkepartis spidskandidat i Tårnby, Paw Karslund, kommer til at spille en vigtig rolle i forhandlingerne på valgaftenen- og natten. »Det kræver et mindre mirakel, hvis jeg skal i spil som borgmester, men jeg kan forhandle både til venstre og højre« siger portøren fra lufthavnen, der kræver skoleelevernes timetal markant ned, ønsker flere ungdomsboliger, der er til at betale, og fjernet restriktioner på ældreområdet.

AF JAN JEPPESEN                                                                                                                                                                                                                                        jje@amagerbladet.dk

TÅRNBY: »Vi har langt mere til fælles med Socialdemokratiet end med de borgerlige partier. Det har vi både landspolitisk og lokalpolitisk. Vi er ikke i valgforbund med nogen andre partier, så en stemme på os er en garanti for, at stemmen ikke er spildt.«

Det siger Dansk Folkepartis spydspids i Tårnby, Paw Karslund. Han vil dog ikke vil love at pege på en anden borgmesterkandidat end ham selv.

»Det kræver en mindre mirakel, hvis jeg kommer i spil, men jeg vil som udgangspunkt pege på mig selv,« understreger den 44-årige flyportør for SAS, far til to børn på henholdsvis ni og 13 år.

Paw Karslund meldte sig ind i Dansk Folkeparti i 2001 »mest på grund af EU og udlændingepolitikken«, og frem til valget for fire år siden sad han i kommunalbestyrelsen med sin far.

Ved kommunalvalget i 2013 fik Dansk Folkeparti 3.520 stemmer – heraf tegnede Paw Karslund sig for 1.195 personlige stemmer. Det gav tre mandater i kommunalbestyrelsen.

»Jeg er tilfreds, hvis vi kan fasteholde de tre mandater, og jeg bliver rigtig glad, hvis vi vinder yderligere et mandat. Vi manglede kun 13 stemmer sidste gang for at sikre det fjerde mandat, så chancen er der.«

Faderen ekskluderet af S

Arbejdsvilkår, pres fra østarbejdere, arbejdsmarkedsreformer, direktiver fra EU og øget invandring er hjerteblod for Paw Karslund. Lokalpolitisk er mærkesagerne børn og unge, ældre og social dumping, og han kan godt se sig selv som formand for Børne- og Skoleudvalget.

Vi sidder i en sofa i Nøragersmindegården, der er et samlingspunkt for masser af kultur- og fritidsaktiviteter.

Her er etableret Kulturzonen – et kulturhus med musikskole. Der spilles spilles bordtennis, billard og computerspil. Og på de grønne områder kan man slå sig ned eller bruge boldbanerne og legepladsen.

Faderen var i mange år socialdemokratisk medlem og leder på Nøragersmindegården. Moderen var pædagogisk leder, og familien boede i et hus tilknyttet til gården, hvor man holdt geder, heste, får, kaniner, høns og gæs.

»Det vækker gode minder,« siger Paw Karslund, der kom i lære som smed og skibsbygger på B&W Skibsværft. Her arbejdede han i fem år og lærte at bygge skibe. Han blev første gang valgt ind i Tårnby Kommunalbestyrelse i 2005, hvor faderen stadig var medlem af socialdemokratiske gruppe, men efter 42 års medlemsskab blev han ekskluderet af partiet, fordi han begyndte at tale imod partilinjen.

Under valgkampen til folketingsvalget i 2007 var faderen med ude at holde stigen for Paw, mens han kravlede op i lygtepælene med DF-plakaterne. Det var mere, end den socialdemokratiske selvforståelse kunne holde til.

S gik for hårdt til lærerne

Alligevel er Dansk Folkeparti tættere på Socialdemokratiet end nogen sinde før. Og beskeden fra DFs ledelse på Christiansborg er da også, at lokalpolitikerne skal knytte stærke bånd til Socialdemokratiet for at sikre størst mulig indflydelse.

»Jeg ville hellere end gerne i valgforbund med Socialdemokratiet, men de har takket nej. Venstre klager så over, at vi ikke vil i valgforbund med dem, men vi har aldrig modtaget en invitation. Så nu står vi helt alene og rene. Og det er måske meget godt.«

Paw Karlslund kan sagtens finde politikområder, hvor han er uenig med Socialdemokratiet. Han mener, at partiet gik alt for hårdt til skolelærerne i forbindelse med skolereformen.

»Vi skal have elevernes timetal markant ned – to-tre timer ugentligt. Det vil frigøre tid til lærerne, så vi kan få en to-lærerordning. Gevinsten er bedre indlæring, og børnene vil få bedre trivsel. Skolelederne har muligheden for at ændre på det, og jeg vil gøre alt for at presse på for at skabt bedre rammer ude på folkeskolerne,« fastslår Paw Karlsund.

I den anden ende af aldersskalaen finder man kommunens ældre borgere – folkepensionisterne samt førtidspensionisterne.

»Det er en stor gruppe af borgere, som vi må kunne gøre noget mere for. De bliver mødt af alt for mange restriktioner. Eksempelvis bliver ældre afvist, hvis de ønsker at benytte sig af de kommunale tilbud om motion, fordi de vurderes til at være for raske. Jeg mener, at alle ældre bør få tilbuddet om at komme ud og røre sig. Det er sundt, og det styrker deres sociale relationer,« siger Paw Karslund.

Containerboliger til unge

Alt er således ikke fryd og gammen i den kommune, der bryster sig at have en stærk økonomi og byder på masser af kultur- og fritidstilbud.

»Vi kunne gøre kommunen endnu mere attraktiv ved at benytte flere af vores udearealer. Vi kunne f.eks. etablere plug and play-anlæg både på Ugandavej ved den kommende svømmehal og ude på Amager Strandvej. Og så skal vi have bygget nogle flere ungdomsboliger, der er til at betale for unge mennesker. Der er området ude ved skurbyen på Ugandavej. I København bliver der opført containboliger til studerende. Vi kunne gøre det samme i Tårnby. Jeg forestiller mig mellem 50-100 ungdomsboliger.«

Paw Karslund håber, at der er politisk vilje i kommunalbestyrelsen til at imødekomme Dansk Folkepartis ønsker – også det gælder om indsatsens mod social dumping.

»Det er vist kun Venstre og Konservative, der landspolitisk er imod. Men jeg ser gerne, vi øger kontrollen mod social dumping. Kommunen har i dag en kontrolenhed, der går efter folk, der snyder med sociale ydelser. Det er også skatteborgernes penge, når der fuskes med løn- og arbejdsvilkår. Vi kunne benytte den samme kontrolenhed til at tjekke de lokale virksomheder,« understreger Paw Karslund.

Mere støj og mere forurening

Ved interviewets afslutning erkender han, at forholdet til lufthavnen er lidt ambivalent.

»Jeg arbejder selv i lufthavnen. Det er en virksomhed, der skaber rigtig mange arbejdspladser i Tårnby. Det er også en arbejdsplads, som giver vores unge mennesker en masse muligheder. Jeg ser mange studerende samt unge springe direkte fra skolen ud til et job i lufthavnen. Det er godt. Men jeg er nervøs for lufthavnens udvidelsesplaner. For det vil betyde mere støj og forurening. Der er nogen, der siger, at det ikke sker, men jeg har endnu ikke set bevis for det synspunkt. Jo, det er med blandede følelser, at vi har lufthavnen i vores baghave,« siger Paw Karslund, der er vinterbader på fjerde år i vinterbadeforenngen Det Kolde Gys.

- læs flere artikler > artikel oversigt...