Nyt system skal holde taxier væk fra Tårnbys villaveje

SLUT MED LOKALE HOLDEPLADSER. De seneste år har Tårnbys beboere klaget over, at mange taxier holder og venter på villavejene for at få ture i Kastrup Lufthavn. Men nu skal et nyt it-system få de mange taxier væk fra villavejene. Tårnbys borgmester Allan Andersen (S) ser gerne både taxierne og chaufførernes affald væk fra kommunens villaveje.

AF JAN JEPPESEN
jje@amagerbladet.dk

TÅRNBY: Nu skal det være slut med taxier, der holder i tomgang med lyset tændt og chauffører, der efterlader affald, på Tårnbys villaveje.

Det er i hvert fald målet, at taxier, der tager ophold på villaveje og ved rekreative områder tæt på Kastrup Lufthavn, skal helt væk.

Taxi-problemerne begyndte for alvor i efteråret 2015 i forbindelse med indførelsen af et nyt vente- og holdesystem i lufthavnen, der reelt betød, at det kostede taxiselskaberne penge at køre ind på lufthavnens område, hvor der også blev indført tidsbegræsning for, hvor lang tid taxierne måtte holde og vente på passagerer.

De mest kreative taxichauffører begyndte i stedet at holde på villavejene i området omkring Kastruplundgade og Skøjtevej samt ved den gamle lystbådehavn.

Siden har Tårnby Kommune, lufthavnen og taxiselskaberne arbejdet for at finde en løsning. I september sidste år blev der bygget et større taxidepot, der gav plads til næsten dobbelt så mange taxier i lufthavnen. Og i denne uge indføres et mere nabovenligt taxisystem med en bedre prioritering af taxier som kaldes til ture fra lufthavnen. Det sker via i et nyt it-system.

For eksempel prioriterer det nye system taxier som kommer fra offentlige holdepladser og taxier, der allerede er i lufthavnen for at sætte en kunde, mens taxier, der holder og venter på villaveje, ikke prioriteres.

Dermed håber man, at taxier, der benytter villavejene i Tårnby, vil finde nye græsgange, da de ellers slet ikke får ture fra lufthavnen.

»Man kan sige, at vi sætter nabovenlighed i system,« forklarer Thomas Hoff Andersson, der er passagerchef i Kastrup Lufthavn.

Måler kundetilfredshed
Tårnbys borgmester Allan Andersen (S) forklarer, at det hele tiden har været kommunens holdning, at taxierne skal væk fra de lokale villaveje.

»Vi oplever stadig taxier, der holder i tomgang med lyset tændt og chauffører der efterlader affald. Det kan borgerne i Tårnby ikke leve med. Derfor er jeg tilfreds med, at lufthavnen og taxiselskaberne præsenterer et system,« siger Allan Andersen.

Med det nye taxisystem indføres også serviceforbedringer, som skal føre til et generelt løft af det serviceniveau, som kunder vil opleve, når de tager en taxi fra lufthavnen.

Det nye system anvender f.eks. målinger af kundetilfredshed til at udelukke chauffører, som leverer meget dårlig kundeservice. Men målingerne anvendes også til at belønne service-mindede chauffører, der kommer til at opleve fordele i det nye system.

Omvendt indføres hårdere sanktioner til de chauffører, der ikke overholder de servicekrav, som er aftalt mellem lufthavnen og taxiselskaberne. Det betyder blandt andet, at chauffører vil blive mødt af hårdere sanktioner, hvis de ikke bærer profilbeklædning eller tilbyder kunder hjælp til at få kufferten i taxiens bagagerum.

Administrerende direktør i DanTaxi, Carsten Aastrup, mener, at det nye system er en fordel for både lokalområdet og chaufførerne:

»Det har været afgørende for Dantaxi 4×48, at få taxierne væk fra lufthavnens lokalområde. Vi har allerede ændret vores zone-inddelinger og optimeret styringen af vores taxiflåde, og med det nye system indfører vi den sidste del af en samlet løsning på problemet. Samtidigt indføres en række forbedringer af Taxi Management Systemet, som giver vores chauffører bedre forhold i lufthavnen og som vil medføre et generelt løft af det serviceniveau, som vores chauffører kan tilbyde kunder fra lufthavnen. Det er vi meget tilfredse med,« siger Carsten Aastrup.

Det er gode nyheder
Også administrerende direktør hos Taxi 4×27 (AmagerØbro), Thomas R.B. Petersen, er der opbakning til systemet:

»Med det nye system, som vi præsenterer i dag, finder vi endelig løsninger på en række problemer, som vores chauffører længe har peget på. F.eks. muligheden for hurtigt at få en tur, når man i forvejen er i lufthavnen for at sætte en kunde af. Samtidigt leverer vi løsninger, der skal få ventede taxier væk fra lokalområdet, mens vi højner serviceniveauet hos taxichaufførerne. Det er gode nyheder for vores kunder og vores naboer«, siger Thomas R.B. Petersen.

- læs flere artikler > artikel oversigt...