Seks amagerkanere i regionsrådet

REGIONSRÅDSVALG. Partierne Socialdemokratiet, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale, SF og Alternativet har konstitueret sig med Sophie Hæstorp Andersen (A) som formand for regionsrådet i Region Hovedstaden.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

HELE ØEN: Efter regionsrådsvalget 21. november har seks partier konstitueret sig med Sophie Hæstorp Andersen (A) som formand for Regionsrådet i Region Hovedstaden, nemlig Socialdemokratiet (A), Det Konservative Folkeparti (C), Dansk Folkeparti (O), Radikale Venstre (B), Socialistisk Folkeparti (F) og Alternativet (Å).

Som de to eneste partier står Venstre (V) og Enhedslisten (Ø) udenfor.

Sophie Hæstorp Andersen (A) blev valgets stemmesluger med 60.162 personlige stemmer. Martin Geertsen (V) blev nummer to med 23.754 stemmer.

A fik i alt 28,4 procent af stemmerne, V 13,8; C 11,2; Ø 10,1; F 8,1; B 8,0; F 6,4 og Å 4,7 procent.

Lokalt stemmes der meget forskelligt (også) til regionsrådsvalget. I Dragør var A en snæver nummer 1 med 22,9 procent af stemmerne, mens V kom tæt på med 22,6 procent. C var tredjestørste parti med 16,7 procent.

I Tårnby er A en langt sikrere topscorer med 36,8 procent, og her er O næststørst med 17,7 procent og V nummer tre med 13,6 procent.

Længere ind mod byen bliver det mere rødt. I Sundbyøster løber A med 25,4 procent, og her er Ø sikker toer med 17,0 procent, mens B er tredjestørst med 9,7 procent.

I Sundbyvester får A 28,2 procent, Ø 17,2, og O er treer med 9,4 procent.

Opbakning til Rudaizky

Fem af Amagers syv siddende regionsrådsmedlemmer fik genvalg (se faktaboks).

Finn Rudaizky (O) fik også en slags genvalg – han blev valgt ind i regionsrådet i 2013, men fik i februar i år en dom i Københavns Byret for at lække fortrolige oplysninger til en journalist om Omar El-Hussein, der slog to personer ihjel ved et terrorangreb mod Krudttønden og den jødiske synagoge i februar 2015.

I maj i år afgjorde Valgbarhedsnævnet, at Rudaizky derfor måtte udtræde både af Københavns Borgerrepræsentation og Regionsrådet. Nu har vælgerne sendt ham tilbage begge steder fra 1. januar, men der er tvivl om, hvorvidt Valgbarhedsnævnet, hvis hans sag genoptages, igen vil dømme ham ude.

793 personlige stemmer rakte ikke til genvalg for Morten Dreyer (O) fra Dragør, han bliver 5. suppleant til rådet.

Paw Karslund (O) fra Tårnby blev med 1.460 personlige stemmer derimod partiets 1. suppleant.

Fakta: Valgt fra Amager til regionsrådet
Socialdemokratiet: Erik Rostell Gregersen, Kastrup (3.222), Flemming Pless, Christianshavn (3.109)
Socialistisk Folkeparti: Jens Mandrup, Amagerbro (3.170)
Dansk Folkeparti: Finn Rudaizky, Christianshavn (4.326)
Venstre: Martin Geertsen, Sundbyvester (23.754)
Enhedslisten: Marianne Frederik, Sundbyøster (7.210)
Tal i parentes er kandidaternes personlige stemmer. Alle seks blev også i 2013 valgt ind i regionsrådet.
Kilde: KMD

- læs flere artikler > artikel oversigt...