Søndagavisen køber Lokalavisen Amager

LOKAL MEDIENYHED: Søndagsavisen A/S, der er ejet af North Media Aviser, overtager udgiverrettighederne til Lokalavisen Amager pr. 29. december 2017. I forbindelse med erhvervelsen integreres Lokalavisen Amager i Søndagsavisen A/S’ weekendudgivelse Amager Weekend/Søndagsavisen. Lokalavisen Amager styrker Søndagsavisen A/S’ udgivelser både midt på ugen og i weekenden.

PRESSEMEDDLELSE: I 2017 har North Media Avisers selskab Søndagsavisen A/S implementeret en ny strategiplan, ligesom der har været gennemført en større omstrukturering af organisationen. Dette har skabt en mindre og mere fokuseret avisforretning med fokus på hovedstaden.

“Med købet vil Søndagsavisen A/S styrke sin unikke markedsposition i København og på Amager.  Vi ønsker at udvikle tilbud, der er målrettet de københavnske annoncørers behov. Dette vil vi blandt andet gøre ved at tænke alle vores medieplatforme ind i en samlet pakke. Integrationen af Lokalavisen Amager ligger lige for, og med købet vil annoncørerne på Amager fortsat kunne få en samlet ugeavispakke midt på ugen og op til weekenden”, siger Martin Foss, administrerende direktør for Søndagsvisen A/S.

”Kim Ponsaing har med stor dygtighed udgivet Lokalavisen Amager i en årrække. Jeg er glad for, at vi har indgået en aftale om overtagelsen af hans avis.  Vi vil gøre vores bedste for, at alle læserne og annoncørerne bliver tilgodeset bedst muligt i forbindelse med integrationen med vores weekendudgave på Amager,” fortsætter Martin Foss, administrerende direktør i Søndagsavisen A/S.

Direktøren for Lokalavisen Amager, Kim Ponsaing, ser det som det rigtige tidspunkt til at afhænde avisen, om end det har været en vanskelig beslutning.

”Vi har drevet udgivervirksomhed i flere år sammen med en håndfuld dygtige medarbejdere. Fra dag ét har det været vores ambition at være et alternativ til de etablerede spillere på markedet. Jeg er glad for, at det er Søndagsavisen A/S, der nu skal drive forretningen videre og dermed drive den nødvendige konsolidering,” siger Kim Ponsaing, administrerende direktør for KEND DIN BYDEL APS og Boligmarkedet A/S.

- læs flere artikler > artikel oversigt...