VIND BILLETTER: Anne Dorte Michelsen giver koncert i Beghuset

KONKURRENCE. En af dansk popmusik mest langtidsholdbare kunstnere, Anne Dorte Michelsen, sætter stor pris på intime koncerter, som den hun giver i Beghuset i Dragør torsdag 8. marts 2018. Vi sætter to billetter på højkant.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

DRAGØR: I 80’erne dannede Anne Dorte Michelsen både som solist og sammen med Tøsedrengene lydspor for ung og gammel i festligt lag eller hjemme på teenageværelset. I 90’erne tilføjede hun kvindekvartetten Venter på Far til repertoiret. Siden er hun fortsat med at udgive soloalbums, senest ’De voksnes rækker’ fra 2015.

Hun har et stort bagkatalog og mere end bare et par håndfulde hits at tage af, når hun giver koncert. Og det gør hun torsdag 8. marts 2018 ved et arrangement i Restaurant Beghuset i Dragør – en af hendes få solokoncerter.

Og selv om hun også har spillet for rigtig mange mennesker – med Tøsedrengene spillede hun for eksempel på Femøren og Roskilde Festival – sætter hun meget pris på at stå over for et lille publikum i intime rammer.

»Jeg kan ret godt lide små koncerter og den kontakt der er med publikum – man kan dreje aftenen i forhold til det publikum der kommer. Selvfølgelig har man en plan for koncerten, men jeg kan godt finde på at gå uden for planen, hvis stemningen vil et eller andet sted hen. En stor koncert er mere en forestilling, der er forberedt til mindste detalje. Selvfølgelig kan man mærke, at publikum er med, men det er en anden form for kontakt med en stor gruppe mennesker. Den intime koncert udspiller sig i andre nuancer – jeg synes, den har meget fokus på teksterne, og det man siger mellem sangene. Der er et samspil mellem publikum og mig – vi er sammen om at skabe aftenen. Og den store gensidighed kan jeg virkelig godt lide. Det kan godt gøre det lidt skrøbeligt, at man først skal mærke sig ind på situationen og finde en vej til publikum. Så må det have lov at være skrøbeligt.«

»Ved en solokoncert spiller jeg selv instrumenterne, klaver og guitar, og det er ikke så tit jeg har solokoncerter, så jeg er ikke verdens mest rutinerede, så jeg har nok at se til. Men man kan også forfølge andre spor, når man akkompagnerer sig selv. Trække det i tempo, måske blæser det hele lidt en anden vej,« fortæller hun.

Begavet greb af Clemens

I 2014 kunne man genopleve flere af Tøsedrengenes og Anne Dorte Michelsens sange i nyfortolkninger, da hun medvirkede i tv-programmet Toppen af poppen – sangene kan stadig findes på YouTube eller TV2 Play.

I programmet sang rapperen Clemens sin version af ’En lykkelig familie’ og ændrede den fra dur til mol. Den fik sangeren Wafande til at græde og du så selv oprigtigt paf ud. Fortæl hvordan du oplevede den situation.

»Han spillede den i mol, så den bliver mere sørgmodig, og så spillede han den langsomt. Det er et meget sammensat nummer, der handler om, at man bliver skuffet, vred, frusteret over som kvinde at få et barn, og så var det ikke helt som man forestillede sig, det skulle være som familie.«

»Så sangen dealer med skuffelse. Men af en eller anden årsag fik jeg brug for at bruge humor og ironi, og jeg kan ikke gøre rede for hvorfor – en form for galgenhumor. Sådan er det jo nogle gange, at hvis man ikke kan overskue, hvordan man griber noget an, så kan man lave en joke. Den handler om at fremstille sin egen familie over for andre som vellykket – ’Vil du se mit pæne hjem’ – og inde bag facaden er der masser af problemer. Så den er meget dobbelt, og så har Klaus Kjellerup skrevet en sjov melodi til.«

»Så kommer Clemens og tilføjer endnu en dimension, der peger tilbage på den oprindelige følelse, som jeg havde glemt – ikke mentalt, men følelsen var pakket langt væk. Da han sang den, kom jeg i kontakt med den følelse og kunne huske den igen. Det var et utroligt begavet greb fra Clemens, og jeg respekterer ham meget som kunstner.

Har du overvejet at bruge nogle af nyfortolkningerne fra programmet, når du giver koncert?

»Nej, jeg tænker, at de gør dem til deres versioner. Men lige præcis med ’En lykkelig familie’ går jeg måske ind og synger et par strofer i hans mol, lige præcis til en solokoncert, også for at se, hvad gør det for sangen og for lytteren, det er også enormt interessant. Jeg har ikke spillet nogen af nyfortolkningerne til koncerter, men jeg har fortalt om Toppen af poppen og situationen med Clemens, fordi mange har set programmet, så vi har en fælles reference. Det var en god oplevelse, og jeg fik understreget kendskabet til min musik. Det var dejligt at opdage, at de sange man har skrevet har en vis vægt og kan leve efter så mange år og stadig være friske,« siger Anne Dorte Michelsen.

Vind billetter

Koncerten i Beghuset torsdag 8. marts 2018 indledes med spisning. Publikum sidder ved runde borde i Beghusets sal og får serveret tapas klokken 18, og cirka klokken 20 går Anne Dorte Michelsen på scenen.

Amager Bladet udlodder i samarbejde med Beghuset to billetter til spisning og koncert, som en heldig læser kan vinde.

For at deltage i konkurrencen om de to billetter, skal du svare på følgende spørgsmål:

Hvilken Anne Dorte Michelsen-sang fortolkede Clemens i Toppen af poppen i 2014?

Send dit svar sammen med dit navn, adresse og telefonnummer i dagtimerne til hab@minby.dk. Og skriv ’Anne Dorte Michelsen’ i emnefeltet.

Vi skal modtage din mail senest på fredag 15. december klokken 12.00, hvorefter vi trækker lod blandt de korrekte besvarelser. Vinderen får direkte besked.

Man kan købe billetter til koncerten via www.beghuset.dk.

- læs flere artikler > artikel oversigt...